Første gang du er på safari i Østafrika og det sydøstlige Afrika, vil der næppe gå lang tid, før du oplever flokke af de graciøse impalaer. De første møder med de elegante antiloper – og ikke mindst synet af hannernes imponerende snoede horn – er fantastiske. Det er flotte dyr, ganske enkelt. Og deres brøl kan faktisk også være ret markante.
Senere er du måske knap så entusiastisk, hvis du har været ude på flere ture. For der er ofte mange impalaer. Rigtig mange. Igen og igen. Og man kan nemt nå et punkt, hvor man har set impalaer nok, og hvor man hellere vil se nogen andre spændende dyrearter – så guiden kører bare lige forbi den næste flok.
Med andre ord, impalaer er i bushen som McDonalds i en amerikansk storby. De er på hvert andet gadehjørne. Og for at sætte trumf på, så har de på det nærmeste McDonalds logoet malet bagi. Halespejlet minder i hvert meget om det ikoniske, svungne McDonalds M-logo, der har fået danskere til at tale om “den gyldne måge”.
Billederne her er impalaer i Sydafrika og Tanzania.
Forrige
Næste
Rovdyrenes fast food
De afrikanske rovdyr har også fanget pointen med McDonalds symbolet. Impalaer er fast food for de fleste større kødædere. Løverne kan tage dem som en hurtig snack, hvis de ikke kan fange større byttedyr. For geparderne har de en perfekt størrelse, når de kan løbe dem op. Og de vilde hunde kan udmatte dem på lange jagter.
Jeg har selv set både leoparder og plettede hyæner æde impalaer – og strides indbyrdes om dem – og jeg har såmænd også set bavianer, der har fået sige et impalabaseret proteintilskud. Og når rovdyrene har ædt, så er ådselsæderne klar. Sjakaler, gribbe, marabustorke. Alle kan lide en bid impala, derude i bushen.
Det er ellers ikke nødvendigvis nemt at fange en impala, der flygter med imponerende spring. Normalt holder de til i åbne skovområder og bushområder, og de undgår helst de helt åbne savanneområder, hvor rovdyrene kan gemme sig i det høje græs. Impalaerne vil også gerne have vand i nærheden.
På disse billeder bliver impalaer ædt af en leopard i Manyeleti, Sydafrika, af vilde hunde i Madikwe, Sydafrika, af hyæner i Manyeleti og Selous, Tanzania og af en gul bavian i Selous.
Forrige
Næste
Harem og ungkarle
Livet – i hvert fald sexlivet – er ikke retfærdigt fordelt blandt impala hanner. De stærkeste hanner tager det hele. De bygger harem’er op med dusinvis af hunner. De andre hanner må så trisse rundt i ungkarlegrupper, uden at få meget andet sjov end lidt småslagsmål med ungkarle-kollegerne.
Det betyder så ikke helt, at livet er en svir for de hanner, der bygger et harem op. Det er hårdt arbejde. Der skal holdes styr på de mange hunner, især dem der skulle få lyst til at forlade selskabet. Rettighederne skal konstant forsvares mod andre hanner med mod på mere end ungkarletilværelsen. Og ind imellem skal der vogtes på de mange rovdyr, der allevegne lurer efter en McImpala.
Ungerne er ikke voldsomt knyttet til moderen, især ikke når de stopper med at die. Så holder de bare til i flokken af hunner. Allerede inden de er voksne, forlader de ofte moderens flok for at slutte sig til andre flokke.
I videoen ser du impalaer blandt mange andre dyr i Kruger Park i Sydafrika, i december 2014.
Almindelig og sortmasket impala
De almindelige impalaer er udbredt fra Kenya og det sydlige Uganda i Nord, til Zimbabwe og det nordøstlige Sydafrika i syd. Længere vestpå, i og omkring Etosha nationalparken i Namibia, lever underarten sortmasket impala, som har en sort tegning på mulen.
Tværs over Afrika lige syd for Sahara, fra Senegal til Uganda og Sydsudan, lever Kob-antilopen, som nemt kan forveksles med impalaen. Kob’en har dog en lidt mere massiv kropsbygning, og de to arter er ikke nært beslægtet. Impalaen er en familie for sig.
Impalaen der overlevede
Jeg var i Selous i Tanzania. Vi kørte langs en temmelig lavvandet Rujifi River, med meget mudder langs bredden. Her var dramaet i optræk. Livets gang ville nogen kalde det. Tragedien ville andre måske sige.
En impala unge stod med mudder til op over benene….den havde åbenbart siddet fast i mudderet, men den var kommet fri. Desværre var den også kommet væk fra moderen. Det lille desorienterede dyr gik forvirret rundt med store, bange bambi-øjne.
Så gik den ind i noget buskads lidt fra flodbredden. Uh-oh, udbrød vi i bilen, for vi vidste, at en gruppe gule bavianer var inde i buskene. Og bavianerne plejer ikke at gå af vejen for en bid impala. “It’s gone”, sagde én af mine turfæller vemodigt.
Da impalaen var ude af sigte, kørte vi videre. Vi tog en runde lidt længere henne ad floden, og kørte så tilbage…og her åbenbarede miraklet sig.
Ungen havde fundet vej ud af buskene. Og den havde fundet sin mor igen. Ungen var stadig mudret til, men nu stod mor og unge og gned mulerne mod hinanden. Den lille impala havde snydt døden.
På billedet er den mudrede impalaunge på vej ind i buskadset.
Facebook Comments
Related Posts
