

Jeg havde været på gamedrive i Chitwan nationalparken i Nepal et par tågede timer om morgenen. Vi havde set sambarhjorte, axishjorte, et par indiske muntjakker, vildsvin og lidt fugleliv fra den åbne safaribil. Men ingen af de pansernæsehorn, parken er berømt for.
På vej tilbage mod hotellet stod jeg og den lokale naturguide af, og vi gik langs floden til landsbyen, mens resten af gruppen fortsatte tilbage i bilen. Vi gik mest for at spotte fugle, undervejs ledsaget af en sort landsbyhund, der åbenbart synes, at vi er hyggeligt selskab. Da vi nærmede os landsbyen, gik vi ad stien med en lille brink ned til floden til venstre og lidt buskads og skov til højre.
Så så jeg et par store, grå ører blafre i noget grønt løv inde til højre. Der ligger en ko, tænkte jeg først. Men samtidig med, at jeg gjorde guiden opmærksom på kræet, gik det op for mig, at det var ikke nogen ko, den der.
Vi stod fire-fem meter fra to tons næsehorn. Det var en han, der lå og gemte sig bag bladene.
“A big one” udbrød guiden overrumplet. “Be careful” hviskede han og greb fat i min arm, mens jeg fik kameraet op og begyndte at skyde løs på den småsovende gigant. Jeg fik et par fotos og en stump video. Og så listede vi væk som røverne i Kardemomme By. Jeg havde fået mit første pansernæsehorn i kassen, selv om det kun var ryg og ører, vi kunne se gennem græsset.

Næsehorn fra elefantryg
Senere på dagen gik turen så ud på elefantryg, på udkig efter flere næsehorn.
Næsehornene er ikke bange for elefanter, så med lidt held kan man komme ganske tæt på. Som turist sidder man på en lille platform, en træplade med rækværk, og bumler afsted på ryggen af en trænet elefant.
For mit vedkommende blev det til en hun med en tre-fire måneder gammel unge, som vi kunne følge et stykke tid fra tæt hold. Og så var der ellers gangesgavialer, sumpkrokodiller, axishjorte, sambarhjorte, nogen rhesusmakakker og en del fugleliv at kigge på under elefantturen.
De trænede elefanter bliver opdrættet på en noget speciel måde: De fødedygtige hunner står lænket under åbne halvtage, og så kommer vilde hanelefanter med mellemrum ned fra bjergene og befrugter hunnerne. På den måde undgår man indavl.
Chitwan: Junglen ved foden af bjergene
Selv om Chitwan er Nepal, så er der langt fra tale om Himalayabjerge. De knap 1.000 km2 nationalpark – plus bufferområder – ligger ved foden af bjergkæden, på grænsen til Indien. Og Chitwan betyder “junglens hjerte”.
Området blev etableret som naturbeskyttelsesområde i 1973, efter at jagt og skovhugst havde presset naturen hårdt. På det tidspunkt var der kun 95 næsehorn tilbage i området. I dag er der mere end 500.
Desuden er parken hjem for bengalske tigre, leoparder, læbebjørne, ræve, sjakaler, flere forskellige vildkatte, gaurokser, adskillige arter af hjorte og antiloper, rhesusmakakker og hulmanaber – ialt 68 arter af pattedyr. Og så er der både sumpkrokodiller og en god bestand af den truede gangesgavial. Her er en næsehorn unge, rhesusmakakker, sambarhjort, axishjorte, indisk muntjak, indiske vildsvin, sumpkrokodiller og gangesgavial:









For fuglekiggere er Chitwan lidt af et paradis. Mere end 500 arter kan ses i området, heraf flere truede arter.
På halvanden dag i området fik jeg fotograferet stor gråhovedet havørn, toppet slangeørn, lille adjudant, uldhalsstork, asiatisk gabenæb, silkehejre, javaskarv, rødkronet ibis, påfugl, bankivahøne, indisk vibe, flodvibe, hvidklire, gulnakket grønspætte, sortgumpet sultanspætte, drongogøg, gråfisker, blåvinget storkenæbsisfugl, hærfugl, larmdrossel, orientalsk hættepirol, rødøret bulbul, grårygget tornskade, asiatisk brunstrubet digesvale, citronvipstjert, indisk vipstjert og sort bynkefugl.




























Fra lavland til højland
Mens Chitwans jungle ligger i lavlandet, så starter de første af Himalayas højder lige nord for nationalparken. Og skovene her bringer et andet fugleliv. Her var skovskade, hvidkindet bulbul, sortkappet sibia,musvit, muskatfinke, gråspurv og himalayasanger.








Related Posts

Om Safariland.dk
Jeg hedder Henry Rasmussen. Jeg driver og skriver dette website. Jeg har siden 2012 rejst målrettet efter dyreoplevelser i Afrika, Asien og Europa, og her vil jeg gerne formidle, hvad jeg har oplevet – og inspirere andre til oplevelser for livet. Alle fotos og videoer er © Henry Rasmussen, med mindre andre er krediteret.