I 2018 faldt jeg over en Facebook side. En side om en kendis med næsten 3.000 følgere. Scarface The Lion hed siden. Scarface? En klokke ringede. For ham havde jeg da mødt.
I december 2012 så jeg mine første løver i naturen. På en to-dages-tur til Masai Mara sletten i det vestlige Kenya så jeg om eftermiddagen bagenden af en enkelt sovende hanløve. Næste formiddag mødte vi flere løveflokke. Den første var i det tidlige morgengry, nær den lokale airstrip.
Én af de løver i solopgangen var Scarface. På det tidspunkt ung, men allerede en myndig herre. Han var let genkendelig på det sorte ar ved højre øje, der vidner om, at han var og er en stridbar herre. Men også en god og omsorgsfuld leder af flokken, The Marsh Pride (Marsk-flokken) – der iøvrigt også har en Facebook side, The Marsh Pride Lions.
Forrige
Næste
De fire musketerer
Scarface er én af fire brødre, The Four Musketeers. Hans tre brødre er Hunter, Sikio og Morani. De vandt sammen herredømmet over The Marsh Pride i 2012, og det var under slagsmål med andre hanner på det tidspunkt, at Scarface fik sit ikoniske ar.
Han var senere tæt på at dø, da en masai ville beskytte sine køer, og ramte ham med et spyd. Lokale rangers måtte ved den lejlighed redde den sårede løve. Men i 2018 var han stadig leder af The Marsh Pride.
Mødet med Scarface var nu ikke helt så dramatisk som de drabelige historier om den arrede løvekonge. Han lå bare dér, på jordvejen foran os, og her var han ikke tilbøjelig til at flytte sig, så vi kunne komme forbi.
Sammen med Scarface var flokken, brødrene, hunner og unger. Så vi fordrev ventetiden med at betragte ungernes leg, og de voksne der hvilede eller gik dovne omkring.
Jeg var på det tidspunkt slet ikke klar over, at det var en kommende legende, der lå foran os. Så havde jeg nok taget flere fotos med det lille lommekamera, jeg på det tidspunkt var udstyret med – nu blev det kun til et enkelt, lidt uskarpt billede.
Den første løve og et close encounter
Eftermiddagen før havde jeg som nævnt set min første løve i naturen. Det var en enlig hanløve, der sov under noget buskads. Synet var ikke særlig spektakulært, for vi kunne blot se bagenden og kronregalierne. Men en løve var det.
Næste formiddag kom de store oplevelser. Ikke blot The Marsh Pride i den tidlige morgenstund – og senere da jeg var på vej til flyet på airstrippen – men også en anden flok længere væk fra Governors Camp, hvor jeg boede.
Denne flok bestod kun af hunner og store unger. De hvilede og gik lidt omkring, og vi kunne køre ind midt i flokken. Og her fik jeg for alvor oplevet det fantastiske i at køre i åben safaribil: Man sidder dér, uden glas eller gitter, helt tæt på vilde og potentielt farlige dyr – og man er helt tryg.
På et tidspunkt kom en ældre hun med sært knæk på ryggen, som om den på et tidspunkt havde brækket ryggen. Den gik op langs bilen, og den passerede få centimeter fra, hvor jeg sad. Jeg kunne bogstaveligt talt have rakt armen ud og klappet dyret på ryggen – det valgte jeg dog ikke at gøre.
Dyrene og safaribilerne
De kan virke mærkeligt, at de vilde dyr på savannen på den måde er helt ligeglade med turister i safaribiler. Store rovdyr som løver æder som regel ellers gerne, hvad de kan sætte tænderne i.
Fænomenet skyldes formentlig, at dyrene ikke oplever turister i en bil som individer. De opfatter bilen med turister som én helhed. Og når først de har vænnet sig til, at bilen hverken er mad eller en fjende – ja, så er de altså ret ligeglade. Så har de ingen grund til at spilde energi på os.
Man skal blot ikke bevæge sig udenfor bilen, eller rejse sig op. Det så jeg i Madikwe i Sydafrika. Vi kørte efter et par hunløver, da en medpassager – en ellers rutineret naturfotograf – tabte sine solbriller. Guiden steg ud for at samle dem op, og løverne stoppede og vendte sig på et splitsekund. Udenfor bilen var han et potentielt byttedyr, så han kom ret hurtigt ind igen.
Forrige
Næste
Facebook Comments
