Hvis du er interesseret i vildt dyreliv, så har du måske hørt om Jane Goodall og Dian Fossey. Men har du hørt om Biruté Galdikas ? Hun er den tredje af Leakey’s Angels. Eller the Trimates, som Louis Leakey kaldte dem.

Louis Leakey var en berømt britisk-kenyansk palæontolog og antropolog, der sammen med sin kone, Mary Leakey, fra 20’erne til 60’er gjorde banebrydende fund af nutidsmenneskets afrikanske forfædre, selv om han især før krigen blev mødt med stor skepsis blandt videnskabskolleger.

Fundene spillede en stor rolle i forståelsen af menneskets udvikling, men Leakey ville også gerne vide mere om udviklingen af menneskets adfærd. Og han så en dybere forståelse af menneskeabernes liv som en nøgle. Derfor tog han initiativet til en længerevarende forskning af de menneskeaber, hvis adfærd man indtil da mest kendte fra zoologiske haver.

Leakey headhuntede de tre kvinder, der kom til at betyde en del for indsigten i menneskeabernes måde at interagere med hinanden. Jane Goodall blev i 1960 sendt til Tanzania for at studere chimpanser. Dian Fossey tog i 1966 til Rwanda for at studere bjerggorillaer. Biruté Galdikas rejste i 1971 til Borneo for at studere orangutanger. Hvis bonoboen i 60’erne havde været alment anerkendt som en selvstændig art, så kunne Leakey meget vel have sendt en forsker syd for Congofloden for at studere dem (arkivfotos:).

Goodall, Fossey og Galdikas

Jane Goodall fortalte i et interview, at hun havde spurgt Leakey, hvorfor han kun havde udvalgt kvinder. Hans forklaring var, at det var et bevidst valg: Kvinder var mere opmærksomme, især på de små signaler, og mere tålmodige, mente han. Derfor blev det tre kvinder, der kom til at forme forståelsen af menneskeaberne i moderne menneskers bevidsthed.

Engelske Goodall (i midten) forskede for Leakey i England i slutningen af 50’erne, inden hun altså i 1960 tog til det område i det vestlige Tanzania, der senere blev til Gombe Stream National Park. Skiftende med studier hjemme i England studerede hun chimpanserne i Gombe, og lærte de intelligente aber at kende som individer. I 1977 stiftede hun Jane Goodall Institute, og hun har siden viet sit liv til studier og beskyttelse af chimpanser.

Amerikaneren Dian Fossey (til venstre) begyndte sine gorillastudier i Volcanos National Park i Rwanda i 1966 og fortsatte dem indtil 1985, hvor hun blev myrdet. Hun skrev bogen Gorillas in the Mist i 1983. Fossey var mere kontant end Goodall i sine bestræbelser på at beskytte bjerggorillaerne, og det skaffede hende fjender i Rwanda. Mordet var muligvis en følge af hendes konflikter med lokale interessenter.

Biruté Galdikas (til højre) er canadier af litauisk oprindelse. Louis Leakey hjalp hende i 1971 til Borneo for at studere orangutanger i Tanjung Puting reservatet, og kæmpe for deres sag og for deres levesteder. Hun tog initiativet til reservater, hvor regnskoven kunne bevares, og hvor blandt andet forældreløse orangutanger kunne blive rehabiliteret. Hun har blandt andet skrevet selvbiografien Reflections of Eden.

Goodall, Fossey og Galdikas har alle tre bidraget med større og dybere viden om menneskeabernes adfærd. Men de har samtidig kæmpet for at bevare levesteder for aberne, både i deres naturlige områder og især for orangutangernes vedkommende på rehabiliteringsreservater. Og det har bidraget til, at det er muligt at opleve, og endda komme tæt på aberne i naturen. Så jeg kan personligt i høj grad takke Leakey’s Angels for, at jeg har fået lov til at opleve bjerggorillaer, chimpanser og orangutanger på deres levesteder.

Bjerggorillaer i Bwindi

Bwindi Impenetrable National Park ligger i det sydlige Uganda, kun få kilometer nord for Volcanoes National Park i Rwanda, hvor Dian Fossey gjorde sine studier. Jeg fik også lejlighed til at besøge Hotel Murabura i Ruhengeri, hvor Fossey ofte overnattede, når hun holdt fridage fra campen i junglen, og i samme by hovedkvarteret for Dian Fossey Gorilla Fund International, der rummer et fint museum.

Men det var naturligvis gorillatrekkingen, der var højdepunktet. På forhånd var jeg advaret om, at det kunne blive en hård tur. I værste fald 3-4 timer med op til 500 højdemeter, både ud og hjem. Så slemt blev det ikke. Vi skulle ned ad en stejl skråning, og så gik vi mindre end en halv time ad en elefantsti gennem tykningen.

Vi skulle balancere over en bæk, og vi fandt en rede, hvor én af gorillaerne havde overnattet – typisk laver gorillaerne nye reder hver nat, når de bevæger sig rundt i jungleterrænet. Og så var de der. Eller rettere, den var der. En stor silverback, der sad og tronede på et leje af lianer på en skråning, mens den tyggede blade og skud i sig.

Vi stod vel 7-8 meter fra den, og tættere må man normalt ikke gå. Hunner og unger var længere væk, men rangerne turde ikke lade os gå om bag silverback’en, for det er ikke nogen rigtig god idé af gå mellem en førerhan og dens flok. Da silverbacken endelig flyttede sig, kunne vi gå videre, til vi mødte et par hunner og en unge.

Resten af den lille familiegruppe var ikke så nemme at se i vildnisset som silverbacken, der havde poseret så flot. Men de var der, og på et tidspunkt kom ungen så tæt på, at den fik skubbet til et par unge englændere, der var mest interesseret i at tage selfies. Efter knap en time i godt gorillaselskab meldte rangeren så, at seancen var slut, og vi gik samme vej tilbage, som vi kom.

Du kan støtte The Dian Fossey Gorilla Fund på: https://gorillafund.org

Her er gorillaer i Bwindi og chimpanser i Kibale:

Chimpanser i Kibale

Jeg har aldrig været i Gombe i Tanzania. Så jeg har ikke oplevet Jane Goodalls chimpanser, hvor hun opholdt sig. Men jeg oplevede dem i Kibale National Park i det vestlige Uganda – på samme tur med Viktors Farmor, som besøget hos gorillaerne.

Fremgangsmåden her er stort det samme som ved Uganda-trekkingen i Bwindi. På et lille ankomstcenter bliver man fordelt på grupper, typisk på 7-8 personer. Sammen med en bevæbnet ranger bevæger hver gruppe sig så ud i skoven, som i Kibale er knap så ufremkommelig som i Bwindi.

Vi gik ad smalle skovstier, med den kvindelige ranger i spidsen, og med en rangerelev bagest. På et tidspunkt kom så den første chimpanse, der fra skoven småløb ind på stien foran os. Den fungerede så næsten som guide, mens vi halsede efter den i fem minutters tid. Så var flokken der.

Der kom hurtigt flere turistgrupper til, så der blev en smule trængsel, og kamp om de gode fotovinkler. Men tingene faldt til ro, og i den næste lille times tid, kunne vi i ro og mag gå rundt og betragte chimpanserne. Reglen er også her, at man har en time, så skal aberne have ro.

Man skal også her holde sig 7 meter fra dyrene, men det er ikke altid at chimpanserne respekterer det. På et tidspunkt fik en stor unge sneget sig helt ind bag mig, indtil nogen gjorde mig opmærksom på, at jeg havde en chimpanse i ryggen. Generelt er det dog overraskende, hvor ligeglade aberne er med menneskers tilstedeværelse. De er “habituated”, som det hedder på engelsk – det vil sige gradvis vænnet til det, selv om det på ingen måde er tamme dyr.

Du kan støtte Jane Goodall Institute på: https://www.janegoodall.org/make-a-difference/

Orangutanger i Semonggoh

Mens bjerggorillaerne i Bwindi og chimpanserne i Kibale er vilde dyr, så er bestanden af orangutanger i Semonggoh et resultat af rehabilitering, typisk af forældreløse unger og dyr, der har været i fangenskab.

I Semonggoh bliver orangutangerne så sat ud i friheden, efterhånden som de er klar til det. Jungleområdet i det nordøstligste Borneo er på omkring 5 x 5 km, og det er ikke indhegnet, så orangutangerne kan i princippet forlade det frit. Men de omkringliggende landbrugsområder og småbyer er ikke orangutangland, så det bliver højst til nogen få raids i nærliggende frugtplantager. En gang imellem bliver dyr, der kan klare sig selv, så flyttet til det frie liv i større jungleområder.

Det er altså en tilsnigelse at påstå, at orangutangerne her er i det fri, selv om de får lov til at passe sig selv, hvis de vil, og vandre hvor de vil. De kan klare sig med den mad, der er i junglen, men de kan også hente foder på foderpladser, hvis de ønsker det. Og det er her, turister kan opleve dem, fra en slags lille tribune med udsigt over en foderplads.

Det er unægteligt ikke helt den samme oplevelse, som når man er hos vilde gorillaer og chimpanser i Afrika. Men det er orangutangerne nok lidt ligeglade med. De har et godt liv i Semonggoh. Og det er fascinerende dyr at se klatre rundt i træerne under alle omstændigheder – som jeg gjorde på denne rejse med Top Tours.

Du kan støtte Biruté Galdikas’ Orangutang Foundation her: https://orangutan.org

Her er orangutanger i Semonggoh, ca. 5:45 inde i videoen, efter næseaber, javamakakker og sølvlangurer, også filmet på Borneo:

Facebook Comments

Related Posts