Når vi danskere tænker Gambia, så tænker mange af os Spies Rejser, strandhoteller og barer med natteliv. Men selv om Gambia er langt fra at være et safariland som Kenya og Sydafrika, så er her spændende naturoplevelser at hente.
Der er flere naturreservater i Gambia. For eksempel Kiang West National Park ved Gambia floden i den vestlige del af Gambia. Her har jeg blandt andet set vortesvin. Og Bao Bolong vådområdet på den modsatte side af floden byder på meget fugleliv, og med lidt held oddere og varaner.
Men ellers skal man helt ud øst for Gambia, og ind i Senegal for at finde Niokolo-Koba, og det rigtige, vilde Vestafrika, med elefanter, løver, leoparder, vandbukke, dykkerantiloper, bøfler og meget andet. Det er bare en meget lang køretur fra Gambias turistcentrum, og det kræver typisk en overnatning på vejen.
Ikke mindst fuglekiggere søger til Gambia. Blandt andet sejlture på Gambiafloden og tilstødende vådområder kan være spændende – og med lidt held give et kig på flere arter af delfiner. Der er mindst 500 fuglearter i landet, og en uges hardcore fugletur kan sagtens give en garvet birder mere end 100 nye arter i bogen.
For almindelige turister er der for eksempel ture til naturparken Fathala i Senegal nord for Gambiafloden – men det er ikke meget anderledes end Knuthenborg eller Givskud, selv om parken er et vigtigt levested for den truede kæmpe-elsdyrantilope. Den zoologiske have i Abuko er, hvad den er – en zoo. Men der også vildlevende dyreliv i Abuko skoven.
Jeg har selv været på fugleture, hvor den skrappe fugleguide Yuspha Jammeh førte mig til mange spændende sighting. Mine højdepunkter i Gambia har dig været aberne. For dem er der stadig en del af.
De røde aber i Bijilo
Bijilo Forest Park ligger midt i det store hotelområde i det vestlige Banjul, ned mod sandstranden. Området dækker blot 0,5 km2, lidt mere end en kilometer langt, og knap 500 meter bredt. Og der har fornylig været planer om at inddrage dele af parken til nyt hotelbyggeri.
På trods at den begrænsede størrelse midt i storbyen er området faktisk værd at opleve, set med dyreinteresserede øjne. Ikke blot for de fuglekiggere, der valfarter til kystskoven, men også hvis man gerne vil se abeliv fra vandrestierne rundt i skoven.
Ganske vist er de sky og hurtige husaraber (patas monkeys) notorisk svære at spotte, hvis de overhovedet er der, og jeg tvivler stærkt på turistinformationerne om, at der er nonneaber (mona monkeys) i Bijilo. Og de pågående grønne aber kan man se mange steder i turistområderne – hvis man ikke husker at lukke altandøren, sågar på hotelværelset. Men de røde colobus aber er et studie værd, og der er ingen andre steder, jeg været så tæt på dem.
Colobus aber er slanke aber, der udelukkende lever af vegetarisk kost. Deres maver er indrettet til den langvarige fordøjelse, som plantekosten kræver, med flere mavesække – lidt som drøvtyggere. De kan også ofte spise planter, der er giftige for andre dyr.
Temminck’s western red colobus hedder den lokale underart på engelsk. Gruppen af colobus aber rummer både en række arter af sort-hvide, røde og en enkelt grøn colobus aber, der lever tværs over det afrikanske kontinent. Den seneste forskning anerkender 17 underarter af rød colobus.
Som altid med vildt dyreliv kan man ikke helt styre, hvor og hvornår det passer dyrene at komme til syne. Da jeg var i Bijilo var jeg dog ikke engang kommet ind i parken, før jeg fik mulighed for at se en lille flok colobus aber an på tæt hold, mens de fouragerede.
Forrige
Næste
Grønne aber i Bijilo
Man behøver sådan set ikke at bevæge sig ind i Bijilo skoven for at se de grønne aber. For de er som regel også i områder omkring hotellerne.
I Bijilo er de stort set umulige at undgå, blandt andet fordi en del turister fodrer dem – selv om de officielt bliver bedt om at lade være. Der er føde nok i skoven, og free food gør bare aberne dovne, nogen gange overvægtige, og endda til tider aggressive, hvis de ikke får mad.
De vestafrikanske grønne aber ligner de østafrikanske grønne marekatte meget, og de tilhører også samme familie, chlorocebus. De grønne aber lever naturligt fra Senegal/Gambia og sydpå til tæt på guldkysten. Og med slavehandlen i det 17. århundrede blev de udbredt til en række caribiske øer, blandt andet Barbados.
Det er flokdyr med faste sociale strukturer, og de er ganske gode til at tilpasse sig, så de lever i både kanten af regnskove og mere tørre områder ved sydkanten af Sahara. De er temmelig altædende, og det gælder også turistmad, som de glad og gerne stjæler.
Forrige
Næste
Husaraber i Tujereng
Husaraben er en art marekat, der lever i de mere tørre områder tværs over det centrale Afrika, fra Atlantkysten til det vestlige Ethiopien og Kenya.
Den er blandt de hurtigste løbere blandt aberne. Den kan løbe op til 55 km i timen, og når en flok flygter, så flygter de ikke op i træerne som mange andre aber, men ned fra træerne for at flygte i løb. Husaraben lever da også en stor del af sit liv på jorden. De lever mest af insekter, frø og rødder.
Flokke på op til 60 hunner og unger lever det meste af året med kun én voksen han, som får lov til at følge hunnerne. Andre hanner lever i grupper af kun hanner.
Når man kører rundt i Gambia, kan med jævne mellemrum være heldig at se aberne tæt på vejene, men normalt kun i få øjeblikke ad gangen, før de er flygtet. Det bedste kig på husaraberne fik jeg i Tujereng, et område et stykke syd for Banjul, med både beboelse og turisthoteller. Jeg var der med en fugleguide for at spotte fugle, da en lille gruppe dukkede op ved en mark, og var synlige i et træ i nærheden, inden de forsvandt.
Forrige
Næste
Guineabavianer i Makasutu
Jeg gik på en skovsti, sammen med en lokalguide og en fugleguide. Vi havde lige kigget på en hvidstrubet biæder. Så begyndte det at suse i skovbundens tørre løv, som stod vi ved brændingen på en strand.
Så kom den første bavian inde til venstre. Så kom flere, og jeg havde knap fået kameraet op, før vi stod midt i en lind strøm af bavianer, der passerede, nogen af dem nærmest om benene på os. Flodbølgen varede få minutter, inden mindst 50 aber havde passeret os.
Vi mødte flokken igen et par timer senere, ved området hvor turisterne spiser frokost. Her er de dagligt på udkig efter rester, og de bliver tilsyneladende også fodret med frugt og nødder, der spredes i skovbunden.
Jeg kunne komme ret tæt på dem, men ikke for tæt. En teenagehan syntes åbenbart, at jeg var lidt for nærgående med mit kamera, for den sprang frem i et lille skinangreb. Og faktisk er bavianerne ikke altid til at spøge med. De kan blive aggressive, hvis de føler sig truet, og de lange hjørnetænder er drabelige. Men egentlige angreb på mennesker er sjældne.
Forrige
Næste
De fem savannebavianer
Bavianerne i Makasutu er guineabavianer. Det er én af fem arter af savannebavianer: Guineabavianer i det vestlige Afrika, chacma bavianer i det sydlige Afrika, gule bavianer i et bælte nord for chacma bavianer, op til Østafrika, anubisbavianer tværs over det centrale Afrika og kappebavian i tørre områder omkring Afrikas Horn.
I grænseområderne mellem de forskellige arter findes enkelte steder blandingsracer. Savannebavianerne er i slægt med skovbavianer (mandril og dril) og de græsædende geladaer i Ethiopien.
Makasutu er et ca. 4 km2 stort skovområde et stykke syd for Banjul, der for blot 30 år siden var næsten ryddet af landbrug. To englændere opkøbte området og begyndte at genplante skov. Først var planen at lave en camp for backpackere, men det udviklede sig efterhånden til reel naturgenopretning, og i det er det udflugtsmål for turister i Banjul.
Makasutu betyder “hellig skov”, og turisterne lokkes med besøg hos en “medicinmand”. Men tager man området for den natur, det altså også er blevet, så er det et besøg værd. For fugleliv, pattedyr som dværghjorte og manguster – der dog er mere end svære at spotte – og ikke mindst bavianerne.
Efter genopretningen af skoven fandt en flok af bavianer et hjem i området. Flokken tæller i dag omkring 200 individer. De fouragerer ofte i mindre grupper om dagen, men den sociale struktur er stadig intakt i den store gruppe, der ikke har mange naturlige fjender i Makasutu. Leoparder og hyæner ses kun sjældent, og løverne er forlængst udryddet i området.
Forrige
Næste
Chimpansen Nelson Mandela
Baboon Islands er et deltaområde med småøer i Gambiafloden, ca, 100 km øst for flodens udløb Banjul. Floden er i dette område hjemsted for flodheste, krokodiller og spændende fugleliv.
Her ligger Chimpanzee Rehabilitation Project (Badi Mayo). Det blev oprettet i 1969, i første omgang i Abuko skoven ved Banjul. En håndfuld indfangne chimpanser blev reddet fra dyrehandlere, og et rehabiliteringsprojekt blev sat i gang.
Projektet har været flyttet et par gange, inden det fandt sit endelige hjem ved Baboon Islands. I dag lever her lidt over 100 vestlige chimpanser frit, fordelt på et par grupper.
Det er muligt at bo i området, på en primitiv camp med safaritelte. Men der er rift om pladserne, og som rejsende alene får man ganske enkelt ikke lov til at bo der. Man skal booke i god tid, for eksempel via Tilly Tours eller Gambia Experience.
Når man ikke kan bo i området, må man ty til en anden metode for at få en chance for at se chimpanserne. Man må sejle på floden. Og det gjorde jeg så, sammen med med min fugleguide. De lokale guides er gode til at spotte chimpanser, som søger ned til vandet, og de har endda spejdere i småbåde, der for lidt betaling finder dyrene.
Jeg så én. Men det var så heller ikke hvem som helst. Det var ingen ringere end Nelson Mandela, en aldrende han, der på grund af sin myndige og fredelige fremtoning var opkaldt efter den sydafrikanske statsleder.
Nelson Mandela havde været en stærk flokleder. Nu var han som 42-årig blevet for gammel til at sætte sig i respekt, og han gik mest for sig selv. Vi fandt ham siddende mellem løvet, mens han sad tænksomt og kiggede ud over vandet. Og han blev den første chimpanse, jeg fik lov til at fotografere i naturen.
Facebook Comments
Related Posts
