Det var min første flyvetur med et af de små afrikanske indenrigsfly, der forbinder de primitive airstrips ved safariområder – en lidt bumlende tur fra Mombasa til Masai Mara, der passerede toppen af Kilimanjaro, som tøvende stak toppen op over skydækkket.

Ankommet til airstrippen i Masai Mara ventede en safaribil, der kørte de nye gæster til Governors Camp. Allerede her var safarien i gang, inden vi nåede campen. Vel ankommet fortsatte oplevelserne med udsigten over Mara floden fra restaurantområdet og fra verandaen på safariteltet. Flodheste og nilkrodiller lå på bredderne, og to flodheste gik larmende gennem floden lige under mit telt.

Det var en kort tur. Jeg fløj ind om formiddagen, havde et gamedrive om eftermiddagen, overnattede i teltet i Governors Camp, havde et gamedrive om morgenen, og fløj efter frokost tilbage til Mombasa. Få dage før havde jeg oplevet min første afrikanske safari, en biltur til Tsavo East og West – men denne tur til Masai Mara gav langt større dyreoplevelser, og selvsagt en del dyr, jeg så for første gang i naturen.

Her på websitet er selvstændige historier om den overraskende mara crossing, hvor tusinder af zebraer krydsede Mara floden, og mit møde med den berømte løve Scarface og hans Marsh Pride. Men der var så meget andet at se, og herunder er et par highlights.

Masai Mara hightlights

  1. Det sorte næsehorn viste sig på en bakkekamp et stykke væk. Det var mit første næsehorn i naturen. I de følgende år så jeg mange næsehorn, allesammen i Sydafrika og allesammen hvide næsehorn. Guiden standsede bilen i ærbødig afstand, da næsehornet vendte sig om mod os. Sorte næsehorn er nemlig ikke til at spøge med. De er langt mere pirrelige og uberegnelige end de hvide næsehorn, og de kan være ganske farlige, hvis de bliver irriterede. Så vi måtte nøjes med at se det prægtige dyr et stykke væk.
  1. Solen var endnu ikke rigtigt nået over horisonten, da vi forlod campen. Og vi var ikke nået ret langt, før vi så en lille gruppe plettede hyæner løbe i græsset nær bilen. Og nok så interessant, foran hyænerne løb en stor flodhesteunge med god fart i de korte ben. Det var åbenbart lykkedes hyænerne at afskære flodhesten fra vandet. Og hvis de havde fortsat jagten, havde flodhesten nok været fortabt. Af en eller anden grund afbrød de imidlertid deres forehavende og drejede til siden, måske fordi vi forstyrrende dem – og flodhesten slap væk.
  1. Der var ikke meget gang i de par øreræve, vi mødte ved et forladt termitbo. Men de var der, de eneste øreræve, jeg har set i naturen. De små, insektædende ræve med de store ører lever ellers i store områder i Østafrika og Sydafrika. Men det er ikke så tit, at man ser dem.

Andre dyr på Masai Maras savanne var anubisbavian, sortrygget sjakal, zebramangust, dværgmangust. elefant, masaigiraf, kafferbøffel, zebra, blå gnu, elsdyrantilope, Coke’s koantilope, topi-antilope, Thompson’s gazelle, impala, vortesvin, kaphare, masaistruds, zebramangust, dværgmangust. Og fugle som masaistruds, afrikansk flodørn, dværgørn, sekretærfugl, hvidrygget grib, marabustork, grå krontrane, rødhalset sporehøne, perlehøne og hammerhoved.

Luksus i Governors Camp

Jeg købte min tur til Masai Mara via et turselskab med skrivebord på hotellet i Mombasa. Og jeg fik den til en ganske rimelig pris, inclusive transport og fly fra Mombasa, overnatning og glimrende måltider på Governors Camp – og de to gamedrives, dog eksklusive drikkepenge. 50 dollars til guiden blev regnet som en passende ekstra belønning.

Turselskabet må have gjort en god handel hos Governors Camp, for overnatninger på denne og samme type camps inde i nationalparken kan nemt stå i adskillige tusinde danske kroner for én nat – meget afhængigt af sæson og efterspørgsel. Det er billigere at bo på én af de camps, der ligger lige uden for området.

Det spændende ved at bo på en camp inde i naturreservatet er ikke mindst, at man er midt i dyrelivet. Det skal man tage alvorligt, så på Governors Camp var der forbud mod at bevæge sig rundt uden ledsagelse af en bevæbnet vagt. I campen lige ved floden var flodhestene grund til særlig opmærksomhed, for de kom om natten op for at græsse – og den nat jeg var der havde en han været henne og sprede møg på siden af et nabotelt.

Facebook Comments

Related Posts