Vi var så småt på vej tilbage til lodgen efter en morgentur i Masai Mara – chaufføren, en tysk turist og jeg. Vi kørte over et sletteområde med græs. Der så vi den første zebra. Så kom der et par stykker. Så flere. Så endnu flere. Chaufføren begyndte at få et lidt mærkeligt udtryk i ansigtet.

“They’re crossing. Oh, my god, they’re crossing!” udbrød han. Så bankede han foden på speederen, og vi bumlede alt hvad remmer og tøjler kunne holde ned mod Mara floden, hvor zebraerne var på vej over.

Vi var sidst i december. På dette tidspunkt var toget forlængst kørt mod syd i den legendariske store vandring, som zebraer og gnuer hvert år tager over Serengeti og den kenyanske del af sletterne, Masai Mara. Fra sidst i juli krydser de Mara floden mod nord i jagten på grønt græs, og sidst i oktober og i starten af november krydser de tilbage mod syd – for så først at komme tilbage næste juli.

Fra tomhed til trængsel

Der burde altså være temmelig ryddet for gnuer og zebraer, der hvor vi var, lige nord for floden. Eftermiddagen før havde vi heller ikke set én eneste zebra, og kun et par enkelte ensomme gnuer.

Vi havde været en tur nede ved floden, hvor dyrene plejer at krydse, og chaufføren havde peget ud, hvor National Geographic fotografer lå og tog deres dramatiske billeder af gnuer og zebraer, der løber spidsrod mellem krokodiller og andre rovdyr. Men det var altså december, og derfor var der ikke meget andet liv end nogen flodheste, der lå og døsede.

Nu var billedet bare et ganske andet end eftermiddagen før. Mange zebraer var allerede kommet over floden. Og endnu flere ventede i en lang kø ned mod vadestedet. Vi kunne se trængslen ned mod floden, men vi kunne ikke se, hvor mange der var på den anden side af bakken. Sikkert var bare, at der var tusinder.

Vores chauffør var selvsagt begejstret. Men også forvirret. Han havde aldrig før set dyrene krydse på dette tidspunkt af året. Og hans eneste forklaring på fænomenet var vejret. Det havde regnet mere end normalt for årstiden, og dyrene går efter det våde og friske græs.

Den lille zebras tragedie

Selv om der var tusinder af zebraer, så går de i familiegrupper, der holder sammen. De kan kende hinandens kald mellem alle de andre. Og når nogen af zebraerne var kommet over floden, stod de og kaldte på de familiemedlemmer, der stadig var på den anden side.

Så kom krokodillerne. Vi kunne se prikkerne fra øjnene af de store krybdyr, der langsomt flød mod strømmen op mod zebraerne. Og zebraerne kunne også se faren komme nærmere.

Strømmen af dyr over floden gik lidt i stå. Zebraer stod frygtsomme ved bredden og tøvede. Der blev kaldt på tværs af floden, og et par dyr krydsede endda tilbage for at være ved familien. Men presset bagfra var stort, og zebraerne var nødt til at gå ud i floden.

En hun med unge gik ud. De nåede midt ud i floden, så begyndte ungen at sprælle. En krokodille havde fået fat i et bagben, og ungen kæmpede for livet. Kampen varede måske et lille minut, så forsvandt zebraen under vandet. “Goodbye, little friend,” lød det vemodigt fra en kvinde i den safaribil, der holdt ved siden af vores.

Trist var det. Men det var også ret ærgerligt, at jeg på det tidspunkt kun havde et lille lommekamera. Jeg havde været så svineheldig at opleve en Mara River Crossing, noget mange safarirejsende vil give deres ene arm for – og mine fotos var temmelig miserable.

Ved den lejlighed bestemte jeg mig for, at hvis jeg skulle på safari igen, så skulle det være med et bedre kamera. Og sådan blev det.

Facebook Comments

Related Posts