Det kan være svært at få øje på næseaberne i junglens høje træer, men det er svært at overhøre hannernes høje kald. De kan lyde nærmest som gammeldags bilhorn.
I Santubong nationalparken stod jeg længe og spejdede op i trætoppene efter de sære lyde, fra hvad jeg håbede måske var en næsehornsfugl, indtil jeg så glimt af den rødbrune farve af aber mellem træerne. Det var dem der fik skoven til at gjalde. De store næser hos hannerne fungerer faktisk som et resonanskammer, der får én til at tænke på båthorn.
Forrige
Næste
Jeg så dem ikke særlig godt ude i Santubongs jungle. Og heller ikke i Bako nationalparken, hvor der var en lille gruppe nær stranden. Til gengæld fik jeg fint vue på en bådtur fra floden Sungai Santubong. Vi kom ud i en bugt og derfra ned ad floden Batang Salak i Kuching Wetlands. Her var de lige for næsen, fouragerende i mangrovetræerne lige ned til vandet.
Næseaberne lever kun på Borneo. Det er ret store aber, med store maver der gemmer på et ganske effektivt fordøjelsessystem. Det kan håndtere for eksempel mangroveblade, der ellers ikke giver næring til mange andre dyr. Næseaberne kan dog også spise frugt og insekter, og de spiser efter sæsonen.
Sølvlangurer mellem bladene
Også sølvlangurerne så jeg både i Santubong og Bako – bedst i et buskads ned mod stranden i Bako, hvor en gruppe fouragerede. De lever i patriarkalske grupper med én voksen han, der regerer over hunner og unger. Andre hanner forlader gruppen, når de er voksne, for at prøve at finde deres eget harem.
Forrige
Næste
I lighed med næseaberne kan de spise ellers svært fordøjelige blade, i kraft af en næsten drøvtyggeragtig trekammer-mavesæk, hvor maden fermenteres. Dette fordøjelsessystem adskiller dem fra andre langurer. Der er to underarter af sølvlanguren, én på den malayiske halvø, og én på Borneo og Sumatra. Den nærmeste slægtning er formentlig javalanguren.
Som navnet antyder, har sølvlanguren – der ofte kaldes sølvbladabe – en nærmest sølvfarvet mørk pels. Ungerne er i deres første levetid lyse, med nærmest orange pels.
Den allestedsnærværende javamakak
Javamakakken er den almindeligste primat i Sydøstasien, efter mennesket. Da den ofte lever nær mennesker, for eksempel nær templer, så er det svært at være turist i området fra det sydlige Burma til Vietnam, Malaysia, Indonesien og Philippinerne, uden at støde på den.
De kan endda være ganske nærgående og plagsomme, og på turistattraktioner prøver de ofte at stjæle, hvad der er spiseligt. I Bako kom jeg åbenbart for tæt på en hun med unge, så hunnen lavede et skinangreb. Jeg slap dog fra at blive bidt.
Forrige
Næste
På engelsk kaldes arten ofte long-tailed macaque, af indlysende grunde. Halen er længere end kroppen. Javamakakken har en lang række underarter, men dem jeg mødte nær Kuala Lumpur på fastlandet og på Borneo, var den almindelige javamakak.
Arten lever i grupper på op til 20 hunner og færre hanner. Det er hunnerne, der holder sammen på grupperne. De er ganske altædende, og mange steder tager de gerne rester fra menneskers måltider. Visse steder kan de bruge sten som redskaber til at knuse nødder og østersskaller, og de kan vaske og endda skræller frugter og grønt.
Javamakakken er én af ganske få dyrearter, der findes naturligt på begge sider af Wallacelinjen, der ellers er kendt for at være en grænse mellem gamle økozoner, på den eneste side Java, Borneo og Sumatra og på den anden side Sulawesi, New Guinea og Australien.
Orangutangerne i Semonggoh
Borneo-orangutangerne i rehabiliteringscentret Semonggoh er nærmere omtalt i historien “Leakey’s Angels”. Men lad os bare tage lidt billeder med her.
Ordet orangutang er iøvrigt malayisk, og det betyder “skovens menneske”. Orangutangen regnes som den eneste egentlig trælevende menneskeabe – selv om chimpanserne også overnatter i træer.
Forrige
Næste
Facebook Comments
Related Posts
