Vi var ude i et stykke åbent vand, i et farvand ellers fyldt af isbjerge. Vi havde set et par ringsæler, men endnu ingen hvaler. Så kom dampsøjlen i det fjerne. “Der er blåst!”, råbte guiden, og der kom fart i båden.

Vi var på udkig efter hvaler i Danmarksstrædet, ud for Tasiilaq (der tidligere hed Angmagssalik) i Østgrønland. Og den store hval, der havde meddelt sin tilstedeværelse med sin blåst, den ventede tålmodigt på, at vi nåede frem.

Det var (formentlig) en pukkelhval, der fredsommeligt lå stille i vandoverfladen, næsten som et Loch Ness uhyre, og hvilede mellem sine dyk. Vi sejlede op på siden af den, dog med den påbudte, ærbødige afstand på nogen meter, og vi tog en runde omkring hvalen. Så gyngede den et par gange, smed halen i vejret, og væk i dybet var den.

Bortset fra hvalen og sælerne, ringsæler og grønlandssæler, så handlede oplevelsen om vand, kystlandskab – og is. Den sommer var der mere is end sædvanligt i farvandet, og selv om det gjorde sejladserne lidt mere besværlige, så skabte det også et fascinerende isblåt vue over vandet.

Vågehvaler og delfiner ved Island

Vi så kun denne ene hval ved Tasiilaq. På det første stop på min tur til Østgrønland, i Reykjavik på Island, var det dog også blevet til vågehvaler og hvidnæsede delfiner.

Fra havnen i Reykjavik går dagligt skibe ud på hvalkig i farvandet ud for byen, 750 km stik øst for Tasiilaq. Og selv om det frie dyreliv aldrig giver garantier for, hvad man ser, så skal det her næsten gå galt for ikke at hvaler.

De hvidnæsede delfiner fik vi tæt på, så tæt at de også svømmede under skibet. Vågehvalerne (også kaldet sildepiskere) var lidt længere væk, men der var adskillige af dem. Og de blev suppleret af fugle som lunder og almindelige skråper på vandet.

Det var i parentes bemærket ikke det store fugleliv, der åbenbarede sig på min nordatlantiske rejse. Udover lunder og skråper var der en snespurv ved Blue Lagoon på Island, en lille flok ederfugle i Johan Petersen Fjord på Grøndland….og en flot badeand af is ved Tasiilaq!

Den tomme østgrønlandske natur

Få uger før min ankomst til Tasiilaq havde en isbjørn skabt panik i byen. Den var kommet med en isflage, men den slags er et ekstremt særsyn.

Det er ikke dyrelivet, men den fantastiske stilhed i den tomme vildmark, der er oplevelsen på en gåtur i naturen lige uden for bygden. I højsommeren er en vandretur i blomsterdalen bag Tasiilaq ren balsam for sjælen. Men hvis man vil se landdyr som moskusokser, polarræve og isbjørne, så kræver det en mere målrettet indsats i særlige områder.

Den slags oplevelser lå ikke i kortene i den tur til Island og Østgrønland, jeg fik arrangeret gennem Grønlandsrejser. Så jeg måtte altså på vandet for at få en safari ud af det.

Lidt om havdyrene

Pukkelhvalen kan man møde i farvande over det meste af kloden, med jævne mellemrum også i Danmark. Det er en stor bardehval, op til 15 meter lang, i familie med blåhval, finhval og vågehval.

Den vandrer over lange afstande. Den finder store mængder føde, krill og små fisk, i de polare farvande, mens den yngler i subtropiske og tropiske farvande. Det er her, man kan se de imponerende spring, når hannerne skal imponere hunner og overgå andre hanner.

Vågehvalen – ofte kaldet sildepiskeren – er den mindste af hvalerne i finhval familien. Den blev først beskrevet af den danske grønlandsmissionær og opdagelsesrejsende Otto Fabricius. Der er to underarter, den nordlige og den sydlige.

Den op til 10 meter lange hval er stadig ret almindelig, med en bestand på omkring 180.000 hvaler. Islandske hvalfangere jager stadig vågehvaler, men med en begrænset kvote – og vågehval er på menuen i adskillige restauranter i Reykjavik.

Hvidnæset delfin – eller bare hvidnæse – er en ret stor delfin på op til tre meter. Den er almindelig i Nordatlanten, og den er den mest almindelig hval i Danmark, efter marsvinet. Den yngler i Nordsøen, men den ses også i Kattegat.

Den er ganske udbredt og ikke truet. Der er mindst et par hundrede tusinde hvidnæsede delfiner i havet mellem Nordamerika og Nordeuropa.

Farvandene omkring Grønland er hjemsted for seks sælarter, hvoraf tre stadig jages af lokale fangere: Grønlandssæl (sortside), ringsæl (også kaldet netside) og klapmyds. Remmesæl, spættet sæl og gråsæl er knap så talrige – sidstnævnte blev først dokumenteret på Grønland for få år siden. Og så er der den store hvalros, der tilhører samme familie.

Den spættede sæl er den almindeligste sæl i Danmark, hvor vi også har gråsæl.

Vi så grønlandssæl og ringsæl i farvandet omkring Tasiilaq – også et par stykker i afsjælet tilstand på en fangerbåd.

Facebook Comments

Related Posts