Ækvator og høje temperaturer hører sammen, tænkte jeg, da jeg var på mine første safariture. Men det er en sandhed med modifikationer – som man finder ud af, hvis man tidligt om morgenen en julidag kører på gamedrive i Sydafrika. Så rækker den tynde bomuldskjorte ikke langt – som Mario Fazekas’ foto herover viser..
Derfor er det en rigtig god idé at tjekke temperaturen på destinationen, inden du pakker tøjet til din tur. Forskellene fra sted til sted, fra årstid til årstid, og fra nat til dag, kan være store. Og det er surt at lade kulde eller vand ødelægge en stor naturoplevelse.
Vigtige højdemeter
Hvis du ser på safariområderne i det nordlige Sydafrika, så varierer den store Kruger Park mellem 200 meters højde i den østlige del til 840 meter i den vestlige. Det betyder i praksis en temperaturforskel på 6 grader.
I Madikwe længere vestpå, ved grænsen mod Botswana, er højden over 1.000 meter. Og i Pilanesberg og andre parker nord for Johannesburg, så nærmer vi os 1.700 meter.
Selv omkring ækvator, for eksempel i Kenya, gør højden en forskel. De laveste dele af Tsavo i det østlige Kenya ligger i omkring 200 meters højde. I Masai Mara i det vestlige Kenya er højden mellem 1.500 og 2.000 meter. Det betyder alt andet lige en temperaturforskel på 10-15 grader. Jeg har da også haft fornøjelsen af en kølig morgen i Masai Mara, hvor jeg var for tyndt klædt på.
Mange steder er det altså en del vigtigere at huske fleecetrøje og termojakke, måske endda termoundertøj, end det smarte armygrønne trekking-outfit – som du reelt ikke har meget brug for, da en traditionel afrikansk safaritur ikke rummer de store fysiske anstrengelser. Det handler højst om en overkommelig walking safari, og ellers sidder man sådan set bare i en bil.
Morgen og aften, kulde og varme
Temperaturforskellene mellem nat og dag kan være ganske store i afrikanske safariområder. I Sydafrika har jeg i juli oplevet temperaturer tæt på frysepunktet tidligt om morgenen, og danske sommertemperaturer først på eftermiddagen.
I juni-august, der er vintermånederne i Sydafrika, er nattefrost faktisk ikke ualmindelig, i hvert fald i de højtliggende områder. Og det kan være rigtig koldt at køre i åben bil i de tidlige morgentimer – hvor safariturene som regel starter, fordi dyrene er mest aktive på den tid af dagen. Jeg har prøvet at hundefryse en tidlig morgen i Madikwe i Sydafrika.
Tæt på Ækvator er der ikke meget forskel på dagenes længde – solopgang ved 6-tiden om morgenen og solnedgang ved 6-tiden om aftenen. Og det er ikke langvarige solnedgange som danske sommeraftener. Nogen gange føles det næsten, som om nogen slukkede lyset på en knap – og så bliver det ret hurtigt køligere.
Tjek sæsonen – både temperatur og regn
I Sydafrika kan der være væsentlig forskel på sommer og vinter (der jo syd for Ækvator er byttet rundt i forhold til vores breddegrader).
Omkring Ækvator er det ikke så meget sommer og vinter, men regntider der tegner sæsonerne. Safaribookings.com har gode, generelle informationer om sæsonerne rundt på de enkelte afrikanske safaridestinationer.
Det aktuelle vejr på de enkelte destinationer kan tjekkes på sites som weather.com eller den ganske brugervenlige norske yr.no.
Safari – ikke et modeshow
Safarigæster kan være et interessant studie værd, når det gælder tøjtyper. Der er “badegæster”, der kommer med samme farverige og blomstrede outfit som på en strandferie ved Middelhavet. Og der er stylede “storvildtsjægere” i komplet camouflagedress og khakifarvede hatte, klar til safari-modeshow i bushen.
Men en almindelig afrikansk fotosafari stiller faktisk ikke nødvendigvis de store krav til tøjet, udover fleksibilitet i forhold til svingende temperaturer og regn. Selv nær Ækvator kan der være overraskende koldt tidligt om morgenen, og så ganske varmt først på eftermiddagen. Og ja, i regntiderne kan det regne. Meget.
Nogen steder i det centrale/østlige Afrika kan det være en fordel med lyst tøj, der ikke tiltrækker tsetse fluer (der godt kan lide de mørke farver, der ligner bøffelhud). Der er dog heller nogen grund til ligefrem at vifte med neonfarver, når man gerne vil betragte dyrelivet lidt diskret.
* Varmt tøj
Husk fleecetrøje eller lignende, og endda eventuelt thermotøj og handsker, afhængigt af sted og årstid – især til morgenturene. Men helt generelt: Vær forberedt på ret skiftende temperaturer, nogen gange meget store temperaturudsving – og vælg tøj, der er fleksibelt. For eksempel lag der nemt kan tages af, efterhånden som det bliver varmere.
* Lange ærmer er godt
Lange ærmer – og lange bukser – kan ikke blot beskytte mod kulde. De kan også beskytte mod sol på timelange gamedrives, og mod insekter som myg og fluer, især om aftenen.
Hvis du kombinerer safarien med en strandferie, så er strandtøj selvsagt en god ting. Og på nogen (ikke mindst sydafrikanske) lodges er der pool, så badetøjet kan komme i brug. På selve safarien er hawaiiskjorten og bermudashortsene dog ikke så vigtige.
* Regnslag
Hvis der er risiko for regn, så er et let regnslag praktisk at have – helst et let ét, der kan pakkes i rygsækken og hurtigt pakkes ud. Og når det er varmt, er det jo ikke for at beskytte mod kulde, kun mod vand. Med et regnslag kan du også gemme kamera og lignende under regnslaget.
* Solhat med snor
Solhatten kan have værdi nogen steder, men husk at den skal kunne bindes fast. Ellers kan den ryge af, når du kører i åben bil.
* Solbriller
Personligt bruger jeg ikke solbriller meget på safarier, fordi jeg gerne vil se bedst muligt. Men solbrillerne kan beskytte mod mere end sol. Der kan godt være risiko for at få støv eller insekter i øjnene, hvis man kører i en åben bil på savannen.
* Lette sko, gerne sneakers
Glem de tunge, dyre vandrestøvler, med mindre at der på turen er specielle aktiviteter, der forudsætter den slags – for eksempel hvis man er jæger, og skal bevæge sig frit i bushen.
På en almindelig fotosafari, i en safaribil, er det fint med et par lette sneakers, der kan tåle at blive lidt støvede. Nogen sværger til åbne sandaler, men husk at de inviterer insekter og andet godt indenfor.
Selv til de lette bush walks, man kan komme på i nogen safariområder, er de lette sneakers efter min mening nok. Og de tunge støvler vejer også i rejsebagagen.
* Tøj der kan håndvaskes
Vaskemaskiner er ikke standard på lodges og camps i bushen. Men det kan være godt at kunne smide lidt tøj i håndvasken og vaske støvet af. Så kan det jo tørre i solen.
Let bagage i små indenrigsfly
Hvis du flyver til safarilodges i et lille afrikansk indenrigsfly, så vær især opmærksom på, hvor tung bagage du pakker. Vægtgrænsen er ofte 15 kg, for eksempel på Kenya Airways indenrigsruter til små airstrips, og bagagen skal være pakket i en blød kuffert/taske.
Related Posts
Om Safariland.dk
Jeg hedder Henry Rasmussen. Jeg driver og skriver dette website. Jeg har siden 2012 rejst målrettet efter dyreoplevelser i Afrika, Asien og Europa, og her vil jeg gerne formidle, hvad jeg har oplevet – og inspirere andre til oplevelser for livet. Alle fotos og videoer er © Henry Rasmussen, med mindre andre er krediteret.