Én skal jo være den første, og jeg blev så den første til at fotografere det lille, hvide, navnløse næsehorn.

Det var ikke mere end et par dage gammelt. I Madikwe melder guiderne ikke sightings af næsehorn over den interne radio, af frygt for at krybskytter lytter med. Men vores guide var sikker på, at vi var de første, der så det, da vi mødte mor og unge efter mørkets frembrud.

Ingen havde meldt om det nyfødte næsehorn, og det var en overraskelse for guiden. Faktisk havde han aldrig i sine mange år i jobbet set et så ungt næsehorn i naturen. Normalt bliver de gemt godt væk i buskadset, indtil de er et par måneder gamle. Men her var det, i projektørlyset, endnu uden horn og på lidt usikre ben.

Det er ellers ikke specielt svært at finde hvide næsehorn i Madikwe. Og for den sags skyld at komme tæt på dem. De sjældnere og mere aggressive sorte næsehorn er også i reservatet, men dem ser man ikke så tit. De er sky og uberegnelige, og de færdes mest i de tætte buskadser.

Madikwe er et ret nyt reservat på tidligere landbrugsland, hvor de vilde dyr hovedsageligt er reintroduceret af mennesker. Næsehornene er en succeshistorie her, men krybskytteri er et problem. Hvert nyfødt næsehorn er derfor en glædelig begivenhed.

Den døde løve

Samtidig med, at det nye næsehorn kom til verden, havde hanløverne gang i en dramatisk bandekrig i området. Moholoholo, den døde løve på fotoet, var et offer for krigen.

Jeg undrede mig forresten over, at Moholoholos lig efter flere dage stadig lå urørt. Men det er meget normalt, fik jeg at vide. Ådselsæderne er ikke meget for rovdyr, der åbenbart smager ubehageligt. Det kan jeg godt forestille mig. Men død var han altså.

Situationen var, at der var for mange hanner til for få hunner, på et for lille område. Det hang blandt andet sammen med et tilsyneladende kikset forsøg på vildtpleje, hvor rangerne havde skudt nogen hunner væk, og samtidig var to unge firårige fløse, The Pilanesberg Boys, introduceret i reservatet, hentet fra Pilanesberg et stykke øst for Madikwe.

The Pilanesberg Boys var i gang med at erobre territorium og adgang til hunnerne. Det måtte Moholoholo og hans mangeårige makker bøde for – de unge drenge var blevet de stærkeste.

Moholoholo havde som 14-årig også nået skelsår og alder. Men han kunne måske have holdt et par år endnu, hvis det ikke havde været for The Pilanesberg Boys. Et par dage senere så vi Moholoholo’s makker. Han humpede efter et slagsmål og så ret skidt ud. Vurderingen var, at han var væk om et par måneder.

Vi mødte også The Pilanesberg Boys, der lå i et buskads og nød godt af en gnu, de formentlig havde stjålet fra de hunner, der havde nedlagt gnuen. Guiden var lidt nervøs for de to unge hanner, der endnu ikke rigtigt var vandt til safaribilerne, så vi holdt lidt afstand.

Tingene er nok til faldet ro, siden jeg var i Madikwe. Og hannerne behøvede iøvrigt ikke at bekymre sig det store om føden, mens de sloges. Den sørgede hunnerne for. To gange i løbet af ugen så vi hanner æde en gnu, som hunner havde nedlagt. Den ene gang var det altså The Pilanesberg Boys.

Facebook Comments

Related Posts