

I det private naturreservat Manyeleti på vestsiden af Kruger nationalparken havde vi to meget forskellige guider. En big five tank, der jagtede afsted efter de dyr, han troede vi turister gerne ville se. Og en meget mere opmærksom og sansende guide, der uden skyklapper ledte os frem til de spændende oplevelser.
Hans favoritdyr var de plettede hyæner, som mange ellers afskyr. Han var fascineret af deres levevis. Og ikke mindst brugte han dem som guider til interessante scener i dyrelivet.
De plettede ådselsædere kan lugte drama fra lang afstand, og to aftener i træk fulgte vi deres hyl og løberuter – og begge aftener førte det til leoparder, der havde nedlagt en impala. De to aftener bød på shows med kampen om byttet mellem leoparder og hyæner, med to forskellige resultater.

Aften 1: Leopardernes sejr
Da vi så hyænen, lå den tilsyneladende bare afslappet på jorden ved et træ og hvilede. Men et nærmere kig på scenen viste en ung leopard i træet, og det meste af en impala på jorden på den anden side af træet.
Formentlig havde hyænen allerede fået en god portion impala, så den lå og slog mave et øjeblik. Men det var åbenbart en dårlig idé at være uopmærksom, for den voksne hunleopard, der havde nedlagt impalaen, den ventede åbenbart på sin mulighed. Og da flere hyæner var på vej, tog den chancen.
Leoparden sprang hen til impalaen, tog solidt fat med kæberne, og så trak den i et par hurtige spring op ad stammen ganske enkelt impalaen op i træet. Det er en klassisk naturscene, vi var vidne til – men også en scene, det er en sjælden oplevelse at være vidne til live. Guider kan køre i bushen i mange år, uden nogensinde at se det.
Med impalaen sikkert placeret på en gren i træet havde leopardhunnen og den store unge deres bytte i fred. Flere hyæner samledes om træet, men de kunne ingenting gøre.
Leoparderne havde vundet kampen.









Aften 2: Hyænernes sejr
Vi fulgte flere hyæner i løb, og da vi nåede frem til deres mål, så var det præcis som aftenen før en nedlagt impala. Denne gang var det en leopardhun med to unger, der havde fanget impalaen.
Leoparderne fik dog denne gang ikke mange chancer. En god håndfuld hyæner fik samlet sig om impalaen, og ædegildet var i gang. Leoparderne kunne blot se på fra behørig afstand, og den ene gang hvor den voksne hun prøvede at nærme sig, blev den jaget væk.
Sådan er magtbalancen mellem hyæner og leoparder. Selv om leoparden er en stor rovkat, så er hyænerne stærkere, hvis det kommer til åben kamp. Det ved leoparderne godt, så deres chance er at bringe byttet i sikkerhed i tide – og det er derfor de så vidt muligt trækker des byttedyr op i træer, hvor de kan have dem i fred.
Hyænerne havde vundet kampen.



Related Posts

Om Safariland.dk
Jeg hedder Henry Rasmussen. Jeg driver og skriver dette website. Jeg har siden 2012 rejst målrettet efter dyreoplevelser i Afrika, Asien og Europa, og her vil jeg gerne formidle, hvad jeg har oplevet – og inspirere andre til oplevelser for livet. Alle fotos og videoer er © Henry Rasmussen, med mindre andre er krediteret.