Kruger National Park er som omtalt i en anden historie et vildtreservat på knap 20.000 km2. Når vi lægger de private naturreservater langs kanten af Kruger til, når området op på et stykke over 20.000 km2, og så hedder det Greater Kruger.
For vildtet er Greater Kruger ét sammenhængende område med ét hegn omkring. For safarigæsterne er der imidlertid forskel. I selve Kruger kan alle komme, forudset at man bliver registreret ved indgangen. De private reservater er forbeholdt gæster på de licenserede lodges, der ligger i hvert enkelt reservat – og det gør en forskel.
I de private reservater i Greater Kruger er der langt mindre trafik – ofte kan man køre længe, uden at møde andre safaribiler. og man kører ikke på asfaltveje. Man kan også køre offroad, for at komme tættere på vildtet – det er no-go i det offentlige Kruger. Og man kan køre efter mørkets frembrud for at se nattedyr – det må man kun på særlige ture i det offentlige Kruger.
Forrige
Næste
Grænser for turister – grænseløst dyreliv
Ifølge Manyeletis hjemmeside er der blot fire lodges i Manyeleti – to ganske luksuriøse Tintswalo lodges, og to Honeyguide tented camps i Manyeleti, Mantobeni og Khoka Moya – og området kan kun besøges som gæster på disse lodges.
Mens der altså for turister er stor forskel på det offentlige Kruger og de private reservater, så er dyrene ret ligeglade. De bevæger sig frit mellem områderne – så de fleste af de arter, der findes i Kruger, kan man med lidt held støde på i Manyeleti.
Dele af Manyeleti er ret tæt bevokset af buske og træer, og det giver ikke mindst gode betingelser for de træglade leoparder, som jeg så nogen stykker af på de seks dage, jeg havde i reservatet – se historien “Med hyænen som guide”.
Mit ophold i området var én af mine første målrettede safarirejser i Afrika, så ikke overraskende fik jeg også set en række dyrearter i naturen for første gang. Allerede på lodgen gik et par skriftantiloper ganske trygt rundt, og en enkelt gang så vi rørbukke i en skovkant.
Ikke mindst turene i mørket gav nye oplevelser: Sidestribet sjakal, hvidhalet mangust (den støre af mangusterne) og små senegalgalagoer (lesser bushbaby), hvis øjne lyste som refleks på projektørerne.
Forrige
Næste
Af gode gensyn fik jeg løver i en ret stor flok, som vi mødte adskillige gange, chacma bavianer, grønne marekatte i lodgen, plettede hyæner, sortrygget sjakal, hvide næsehorn, giraf, kafferbøffel, flodhest, zebra, blå gnu, kudu, vandbuk, impala, vortesvin, træegern (Smiths bush squirrel), nilkrokodille og nakkefligkamæleon.
Forrige
Næste
Forrige
Næste
Blandt de fugle, jeg fik i fotolinsen var: Gøglerørn, mørk slangeørn, hættegrib, hvidrygget grib, kaffertoko, uldhalsstork, afrikansk gabenæb, afrikansk skestork, hammerhoved, fiskehejre, masaistruds, ægyptisk gås, den store sporegås, natalfrankolin, topfrankolin, grå larmfugl, broget vibe, lillabrystet ellekrage, kæmpeglansstær, blåøret glansstær, brunskuldret isfugl, dværgbiæder, rødnæbbet oksehakker, plettet larmdrossel og sodmejse.
Forrige
Næste
Min første gepard
Bevoksningen i Manyeleti er ikke helt typisk gepardlandskab. Den langbenede sprinter er glad for åbne landskaber, hvor den kan løbe byttedyr op. Alligevel fik jeg set min første gepard i naturen på denne tur.
Det skete den sidste aften, hvor en del af rejsegruppen valgte at slappe af på lodgen, men vi var et par stykker, der drog ud på et gamedrive, som et sidste lod i lotteriet på dette ophold.
Og loddet bon’ede ud. Hurtigt. Vi havde knap forladt lodgen, før guiden fik en besked på radioen. “Interesting!”, sagde han kortfattet, og så satte han fart på bilen. Og efter små 10 minutter fra vi fremme ved en gepard, der lå og hvilede omkring 20 meter fra grusvejen.
Først lå den der bare, og kiggede sig lidt omkring. Geparder ligger sjældent helt afslappede, som for eksempel løver. Selv når den hviler, har den som regel hovedet løftet opmærksomt. Det havde denne også, og på et tidspunkt kom den på benene for at gå nogen få meter, for at drikke af et lille vandhul.
Meget mere skete der ikke, og efter efter kvarters tid valgte vi at overlade pladsen til en anden bil – de lokale guider havde regler, der sagde, at der kun måtte holde et par biler ad gangen ved geparder, for ikke at stresse dyrene for meget.
Forrige
Næste
Elefanter i natten
Der er sjældent, at safariguides er tydeligt nervøse. Når de er, så skal man nok også selv være nervøs. Det var vi så, da vi i natmørket kom ind midt i en flok elefanter. Man kan være tæt på dem om dagen, hvis man respekterer deres grænser – om natten er det en lidt anden historie.
De store dyr er mere på vagt, når det er mørkt. Så bryder de sig ikke om motorlarm, og slet ikke om billygter og projektører. Så guiden måtte slukke både motor og lygter – og så holdt vi der. Især var guiden nervøs for, at vi skulle komme mellem mor og unge i mørket. Så kunne det blive mindre end morsomt at sidde i bilen.
Heldigvis skrånede vejen en smule nedad. Så guiden kunne sætte bilen i frigear, og så gled vi musestille ned ad vejen, indtil vi var fri af elefantflokken.
I dagtimerne foregik møderne med elefantflokkene i bedre stemning. Og der var mange elefanter – på samtlige gamedrives i seks dage.
Forrige
Næste
Danske Khoka Moya Camp
Honeyguide camps er ejet af det danske rejseselskab Albatros Travel. Udover de to camps i Manyeleti har Albatros også en camp i Entabeni længere vestpå, i Waterberg bjergområdet. I Mantobeni er aldersgrænsen 12 år, mens børn er velkomne på Khoka Moya.
Jeg boede på sidstnævnte, og i hvert fald på det tidspunkt var der dansktalende ledere på campen, hvor man bor i ganske komfortable telte på en træbund løftet over jorden. Samlingspunktet er et restaurantområde med bar, sofaarrangementer og en lille bålplads. Der er også et poolområde og en lille souvenirbod.
En ekstra bonus er dyrelivet, der kommer ind i lodgen, som ikke er indhegnet. Grønne marekatte (som kan være en plage, også i teltene), skriftantiloper, træegern, dværgmanguster er fast inventar, og elefanter kommer næsten dagligt for at drikke ved en lille kunstig pool, der også er hjem for ferskvandsskildpadder. Én enkelt gæst fik set en genet på besøg i restauranten.
Derfor er der også klare regler for, hvordan man bevæger sig rundt i området. Efter mørkets frembrud skal man ledsages af en ansat mellem telt og restaurant.
Forrige
Næste
Dagsrytmen er traditionel for denne type safariområder: Man står tidligt op, og får en enkel morgenmad og kaffe, og så kører man ud på dagens første gamedrive. Ved hjemkomsten er der brunch, og så har man nogen frie timer før og efter frokost.
Ved firetiden går turen ud igen, og man stopper for en sundowner, en drink ved solnedgang ved seks-tiden. Efter sundowneren har man en times tid med kørsel i mørket, hvor der er chancer for at se nataktive dyr. Og så vender man hjem til et glimrende aftenmåltid – en enkelt aften var det en bush braai – en udendørs grillaften i en dertil indrettet indhegning.
Turen gav flere muligheder for udflugter udenfor Manyeleti, både til en panoramarute i bjergenem til det zooagtige rehabiliteringscenter Moholoholo og til lokalsamfundet lige udenfor Manyeleti. Og det er muligt at komme til en nærliggende golfbane.
Facebook Comments
Related Posts
