Pingviner hører til i det iskolde Antarktis. Strudse hører til på de varme afrikanske savanner. Hvis éns verdensbillede ser sådan ud, så kan oplevelsesapparatet godt komme på overarbejde på den sydafrikanske kaphalvø.

Fynbos-landskabet mellem Cape Town og Kap Det Gode Håb byder på en rigtig afrikansk safarioplevelse: Chacma bavianer, bontebok antiloper, de store elsdyrantiloper, bjergzebraer, sydlige strudse. Og nej, Fynbos har her ikke noget med Fyn at gøre. Ordet stammer fra de hollandske indvandreres sprog Afrikaans, og det er navnet på en hedeagtigt landskab på kaphalvøen.

Ved kysternes kolde vand – og vandet er koldt på den vestlige side af Sydafrika, fordi havstrømmen kommer op fra Antarktis – der holder den afro-australske pelssæl til og slår det tropiske billede i stykker. Og ved Boulders Beach på østsiden af kaphalvøen, der er de: Brillepingvinerne i en stor koloni på stranden, hvor de mange turister kan betragte dem på ganske kort afstand.

Strudsene og pingvinerne lever altså i få kilometers afstand, som en levende illustration af, at Sydafrika faktisk næsten er “hele verden i ét land”, som turistbrochurerne ofte slår på.

Den afrikanske pingvin

Brillepingvinen lever udelukkende ved kysterne fra Namibia og rundt om kaphalvøen og langs Sydafrikas sydkyst. Deres primære ynglepladser er 24 øer langs dette kystareal, og så tre steder på fastlandskysten, ét i Namibia og to i Sydafrika – hvor det ene altså er turistattraktionen Boulders Bay ved Simons Town.

Pingvinerne lever af fisk som sardiner og ansjoser, hvor de må konkurrere med kommercielt fiskeri. Det er monogame fugle, der yngler i kolonier, og parrene vender hvert år tilbage til samme sted for at yngle. De lever normalt mellem 10 og 27 år i naturen.

Bestanden af brillepingviner er drastisk for nedadgående. I 1910 var der anslået ca. 1,5 mio pingviner, mens der kun var 200.000 i år 2000, og nu næppe meget mere end 50.000. Pessimistiske prognoser peger på, at arten kan være udryddet i naturen allerede om ti år.

Fra pingviner til strudse

På samme dagstur, og kun få minutters køretur fra pingvinerne på Boulders Beach kan man så se strudsene – den sydlige underart – i det åbne landskab. Og i samme landskab møder man bontebok, elsdyrantiloper (eland) og zebra.

Bontebok og blesbok er faktisk samme art. Men hvor underarten blesbok lever lidt længere nordpå i Sydafrika og Namibia, så findes bontebok kun i kapområdet. På et tidspunkt var den næsten udryddet, med kun 17 individer i naturen, men i dag er den ret almindelig i landskabet på kaphalvøen.

Bontebok og blesbok er beslægtet med topi-antiloperne, der har flere arter spredt i områder i det sydlige og centrale Afrika. Elsdyrantilopen er verdens næststørste antilope, kun overgået af den nært beslægtede og udryddelsestruede kæmpeelsdyrantilope i Vestafrika.

Den lokale bjergzebra (på engelsk cape mountain zebra) er den mindste af zebraarterne, og dens geografiske udbredelse er begrænset til kapregionen. Den er truet, selv om den er i fremgang. Der er omkring 500 individer i naturen.

Ligefrem truet kan man ikke kalde chacma bavianen. Den intelligente og tilpasningsdygtige abe anses faktisk for en plage mange steder i Sydafrika. Den er én af de fem afrikanske savannebavianer.

Her er elsdyrantiloper, bontebok, sydlige strudse og chacma bavianer:

Sælen der jager hajer

Du har måske set spektakulære billeder og film af sydafrikanske pelssæler, der bliver jagtet af kæmpe hvide hajer. Men faktisk er der også eksempler på, at den afro-australske pelssæl jager og dræber hajer, der er mindre end dem selv, for eksempel små blåhajer.

Den afro-australske pelssæl er den største af pelssælerne, og den virker næsten søløveagtig, når man ser den. Hannen kan blive over to meter lang, og veje et kvart ton. Den lever hovedsageligt af fisk, men også blæksprutter og krabber – og altså også haj i ny og næ.

Bestanden har i mange år været voksende, og det skaber lidt konflikt med de lokale fiskere i Sydafrika og Namibia. Enkelte steder bliver den afro-australske pelssæl stadig jagtet for pelsen.

Her er pelssæler, kapskarver og splitterner:

På vej mod øst

Når man bevæger sig fra Cape Town og kaphalvøen i et sydvestligste Sydafrika, og kører østpå, så sker det gennem et varieret landskab med meget landbrug – fra vinmarkerne lige øst for Cape Town til hvedemarker og frugt og grønt.

Der ligger imidlertid en lang række små reservater med fynbos og bushveld landskaber spredt ud over landskabet. De er ikke så spektakulære som de store reservater i det nordlige Sydafrika, og jeg har da heller ikke set dem på programmet hos danske rejseselskaber. De indgår normalt heller ikke i standardrundrejser.

Men det er faktisk muligt at komme på Big Five safari blot et par timers kørsel fra Cape Town, og for eksempel Aqiula Private Game Reserve er et oplagt udflugtsmål på en storbyferie.

På min tur kørte vi ad den kendte Garden Route mod øst langs sydkysten, og da vi slog et slag op mod strudsefarmene i Oudtshoorn, kørte vi gennem Witfontein Nature Reserve. Selv om vi sådan set ikke var på safari, så fik vi alligevel set den sjældne bjergzebra (cape mountain zebra) og springbok.

Der var naturligvis også fugleliv. På Taffelbjerg var der orangebrystet solfugl. I Oudtshoorn fik jeg fotograferet en sydafrikansk natravn. Ved indgangen til Cango Caves holdt en lille koloni af alpesejlere til. Og undervejs var der guineadue, palmedue, gaffeldrongo, tofarvet stær, kapvipstjert, kapspurv, sydlig maskevæver, oryxvæver og kapvæver.

Sydafrika rundrejser

Min tur til kaphalvøen var på en Sydafrika rundrejse med nu hedengangne DaGama Travel. Men adskillige danske rejseselskaber arrangerer mere eller mindre samme tur med små variationer, med Cape Town, vinlandet, Garden Route, Soweto og safarioplevelser i det nordlige Sydafrika.

Facebook Comments

Related Posts