På det afrikanske kontinent lever mange arter af marekatte. Men kun én art makak. Berberaben er den eneste makak, der lever udenfor Asien, og bortset fra en formentlig indført bestand i Gibraltar, så lever berberaberne kun i skovområder i Rifbjergene og Atlasbjergene i Algeriet og Marokko – og her mødte jeg dem.
Min tur var sådan set ikke en safaritur. Det var en almindelig rundrejse fra by til by med Viktors Farmor – Casablanca-Rabat-Meknes-Fez-Bin el Oudiane-Marrakesh. Vi var ikke tæt på ørkenen, vi var ikke i Marokkos nationalparker, og vi var ikke for alvor oppe i de vilde Atlasbjerge, hvor der stadig lever vildt i afsides egne, selv der ikke er meget tilbage.
Atlasløven uddøde i starten af 1900-tallet, selv om flere zoologiske haver hævder at have denne underart af løven i fangenskab. Atlasløven var den løveart, som romerne brugte til gladiatorkampe – og ny forskning peger på, at det faktisk er samme underart som den asiatiske løve. Så den eneste atlasløve, vi så, var en kendt, men forfalden stenstatue i byen Ifrane.
Alligevel blev det til tre møder med berberaberne, selv om de i dag er en truet dyreart, med stadig færre levesteder for en afrikansk bestand, der i dag er på mellem 12.000 og 21.000 individer. De findes imidlertid ved flere turistlokationer, og her er de ikke svære at komme ind på livet af.
Møde 1: Cederskovene ved Azrou
Det bedste sted at opleve berberaberne er ubetinget i cederskovene ved Azrou, ca. 50 km syd for Fez, i Mellematlas det centrale Marokko.
Her lever makakkerne i deres naturlige habitat, i rigtig natur. Men de er alligevel så vant til mennesker, at det med lidt respekt og forsigtighed er muligt at komme ganske tæt på dem og iagttage dem i ro mag.
Det anbefales normalt ikke at fodre aberne, der har mad nok i naturen…men nogen gør det alligevel, og der er lokale handlende, der sælger nødder til formålet. Det er lidt ærgerligt, for aber der vænnes til at blive fodret, kan blive aggressive, hvis de ikke får de forventede godbidder.
Jeg oplevede dog ikke antydningen af fjendtlighed, da jeg gik rundt mellem aberne, der fouragede og groomede i skovbunden og enkelte gange oppe i træerne.
Forrige
Næste
Møde 2: Ouzoud vandfaldene
Ouzoud-vandfaldene er egentlig ikke voldsomt imponerende, selv om det er lidt mere end 100 meter højt. Men det er en stor lokal turistattraktion i Marokko, og de mange turister lokker opportunistiske aber til.
Berberaberne agerer derfor lidt anderledes her, i forhold til de ret afbalancerede aber ved Azrou. De tigger, og de kan være ganske nærgående. Ofte sidder de på skuldrene af turisterne, mens de bliver fodret med nødder, og jeg fik selv uforvarende en abe på ryggen, da jeg bukkede mig forover for at fotografere en anden abe.
Man kommer altså tæt på dyrene, men på en knap så charmerende måde som ved Azrou.
Forrige
Næste
Møde 3: Ourikadalen
Mens møderne med aberne var forudsigelige ved Azrou og Ouzoud, så var det lidt en overraskelse, at de også dukkede op her, godt 60 km fra Marrakech.
Den asfalterede vej langs floden op gennem dalen stopper ved en lille by, og herfra kan man gå gennem et ret stejlt og klippefyldt terræn op til et lille vandfald. Der er en del restauranter i byen, og det var ved udflugtsholdets frokostrestaurant, at et par aber dukkede op for at finde brød og andre madrester.
Forrige
Næste
Den haleløse makak
Berberaben har ingen hale, hvor de fleste asiatiske makakker, som rhesusaber i Indien og javaaber i Sydøstasien, har hale. Berberaben tilhører da også sin egen gruppe, mens alle de øvrige mere end 20 makakarter er fordelt på fire andre grupper.
Det er særegent for berberaben, at hannen spiller en stor rolle i pasningen af ungerne, hvor den opgave hos andre makakker stort set er overladt til hunnerne. Berberabens flokke har et markant, men ofte skiftende, socialt hierarki.
Det er et primært matriarkalsk og familiebaseret hierarki, selv om flokkene rummer både hanner og hunner. Hannerne danner alliancer for at styrke deres position. Og hannerne blander sig ofte i konflikter, for at få ro på tingene.
Flokkene består typisk af mellem 10 og 100 individer. Hunnerne føder én unge ad gangen, i sjældne tilfælde tvillinger. En berberabe kan leve op til 20 år. Føden er en blanding af planteføde og smådyr, især orme og insekter.
Det euroafrikanske fugleliv
Udover aberne var det ikke det store vilde dyreliv, jeg mødte på rundturen Marokko. Så måtte jeg jo kigge efter fugle i stedet. Med blot ialt 33 arter blev det ikke blev til den mængde, jeg har oplevet på rundture i for eksempel Ethiopien og Uganda. Alligevel er Marokko interessant, fordi det er et mødested mellem europæiske og afrikanske arter.
Der var nok andre dele af Marokko, der fuglemæssigt kunne have mere spændende, men jeg fik dog en stribe nye arter på min liste: Ensfarvet stær, nordvestafrikansk vandstær, afrikansk bogfinke, theklalærke, sørgestenpikker, sortmejse, gærdeværling, husværling, nattergal og sorthovedet sanger – og gode gensyn med for eksempel rødhovedet tornskade og hærfugl.
Ellers var det de hvide storke, der stjal billedet. De var nærmest overalt i hele det bælte af det centrale Marokko, hvor vi kørte. Der var dog endnu flere kohejrer, og sildemågerne i kystbyerne og mursejlerne i Fez var også svære at overse.
Forrige
Næste
Facebook Comments
