Jeg sad på en sten i græsset. Omkring mig vrimlede det med aber. I hvert fald 50, nok flere, hunner, hanner og unger. De ænsede mig knap nok, også når de passerede i en meters afstand – jeg fik højst et henkastet blik. De var store og lignede bavianer, og de var sådan set set også i familie med de mere kendte savannebavianer.

Jeg var i Simien bjergene i det nordlige Ethiopien. I omkring 3.300 meters højde. Aberne var geladaer, en art der kun findes i højlandene dette lille område af Afrika, primært i Simien nationalparken. På engelsk hedder den nogen gange “bleeding heart monkey” på grund det røde, hjerteformede felt på brystet.

Geladaen er den eneste abe, der næsten udelukkende lever af græs, både frø, blade og rødder. Kun undtagelsesvis supplerer den med andre urter. Og fantastisk meget anden næring er der sådan set heller ikke at finde i disse bjerghøjder.

Og geladaerne er ganske fredelige at være tæt på, selv om de store hanners hjørnetænder kan se drabelige ud. Kun hvis man går direkte mod dem, kan de finde på at blive irriterede, og de dominerende hanner kan godt finde på at gå imellem, så man ikke kommer tæt på hunnerne, hvis man virker for interesseret. Men man skal virkelig være uforskammet for at fremprovokere en fysisk reaktion.

Et rigtigt flokdyr

Geladaer lever i ret store flokke, op til mere end 500 individer, der overnatter i sikkerhed ude på klippefremspring. Om dagen kan de splitte sig ud i mindre grupper for at fouragere.

Den store flok er delt op i familier, med alt fra én til 12 hunner med stærke sociale bånd, og deres unger, og én til fire hanner. De resterende hanner holder sammen i ungkarlegrupper med op til 15 hanner. Ungkarlegrupper kan komme i konflikt, men hanner i en familiegruppe prøver ikke at opretholde deres position med magt. I stedet indynder de sig hos hunner ved at groome dem – det vil sige rense deres pels.

Hannerne forlader som regel deres familie, når de bliver voksne, for at prøve at etablere sig i en ny familie. Familiegrupperne holder ikke evigt. Efter en årrække bryder de op, og nye grupper etablerer sig.

Den gennemsnitlige levealder for en gelada i naturen er 19 år. Hunner er kønsmodne, når de er 3-4 år, hannerne når de er 4-5 år. En voksen han kan veje omkring 20 kg.

Enkelte steder har geladaerne etableret en særegen sameksistens med den etiopiske ulv. Aberne lader ulvene gå uhindret i flokken, og ulvene angriber ikke aberne. Antageligt er ulvene med til at beskytte aberne, mens aberne kan være med til at camouflere ulvene, når de går efter mindre byttedyr.

En selvstændig art uden nære slægtninge

De to underarter af geladaen, den nordlige og den sydlige, udgør en særlig art uden nære slægtninge. De nærmest beslægtede aber er skovbavianerne (mandril og dril) i det centrale Afrika, og så de fem arter af savannebavianer (guineabavian, chacmabavian, gul bavian, anubisbavian og hamadryasbavian).

I fortiden har der været flere arter af geladaernes gruppe, theropithecus. Der er fundet fossiler over et stort område, fra Sydafrika til Sydeuropa og Indien. Én af de uddøde arter var mere end dobbelt så stor som nutidens gelada, og den levede som for eksempel mandrillen i skovområder.

Bestanden er siden 70’erne reduceret fra omkring 440.000 til 200.000 i 2008, men den karakteriseres endnu ikke som en truet dyreart. Geladaen trues primært af, at deres levesteder reduceres af landbrug. Enkelte steder bliver aberne skudt, fordi de bliver betragtet som skadedyr i landbruget.

Sidegevinst: Verdens største spurvefugl

Jeg var i Simien bjergene på en rundrejse med rejseselskabet Viktors Farmor. Besøget i bjergene var ret kortvarigt, og mine drømme om at se etiopisk ulv og den lokale bjergged, walia ibex, gik ikke i opfyldelse.

Men lidt spændende fugleliv blev det dog til: Lammegrib, steppehøg, etiopisk cisticola, etiopfluesnapper og såmænd en ganske almindelig gransanger. Og så var der den tyknæbbede ravn.

Den tyknæbbede ravn er med sine gennemsnitligt 1,5 kg for hanner verdens største spurvefugl, i konkurrence med den almindelige ravn. Spurvefuglene er en kæmpe orden med mere end 6.000 meget forskellige arter, men ravnen er altså den største.

Tyknæbbet ravn lever kun i et område, der dækker dele af Eritrea, Somalia og Ethiopien, og kun i højlandet, mellem 1.500 og 3.400 meter. Og det var jo præcis der vi var, og det samme var ravnene. De var endda ganske nærgående i deres forsøg på komme i nærheden af resterne fra vores picnic.

Facebook Comments

Related Posts