

Det gik lidt stærkt. Kl. 02.30 om natten landede jeg i Entebbe. Kl. 04.30 var jeg tjekket ind på hotellet. Kl. 7 om morgenen havde jeg spist morgenmad, og jeg var på vej sammen med en guide. Kl. 9 havde jeg fotograferet mine første fire træskonæb. Så var jeg ligesom i gang med min Ugandatur.
Udflugten til Mabamba Bay Wetlands var arrangeret i sidste øjeblik. På flyturen til Uganda havde jeg talt med et par medrejsende, der var interesserede. Ved den natlige ankomst talte vi med lokalguiderne, der var klar. Mine medrejsende sprang fra, da de hørte, hvor tidligt vi skulle op. Men jeg besluttede at tage turen alene – og det fortrød jeg ikke.
Vi var ved kanoerne i Mabamba Bay lidt før kl. 8. Jeg, lokalguiden, en fugleguide og bådføreren stævnede ud i håb om med lidt held at se træskonæb, blåsvaler, papyrusgonolek og andet spændende fjerkræ.





Blåsvalerne så jeg ikke, kun landsvaler. Papyrusgonolek hørte jeg, men jeg så den ikke. Til gengæld så jeg blå glente, gulnæbbet glente, palmegrib, purpurhejre, Hvide Nil-cisticola, gråhovedet måge, afrikansk bladhøne, langtået vibe, hvidvinget terne, pletnæbbet and, sort rørvagtel, sumpfluesnapper, rødskuldret vidafinke, rørskarv, malakitisfugl, Rift Valley-solfugl, nonnetræand, sortvæver og nordlig brunstrubet væver – og så stod træskonæbbene altså parade.
Ifølge lokalguiden var chancerne for at se træskonæb på sådan en udflugt omkring fifty-fifty. Fire på mindre end en time, det havde hverken han eller fugleguiden nogensinde oplevet før. Angiveligt lever kun omkring 12 træskonæb i området.
Næbbet som slagvåben
Det er nemt at forstå navnet træskonæb (på engelsk shoebill), når man ser næbbets form. Fuglen bruger næbbet som slagvåben. Den står ganske stille og venter på frøer, lungefisk, krokodilleunger og lignende, og når de passerer, hamrer den næbbet ned på byttet.
Den særlige jagtteknik gør, at træskonæb kun lever i sumpede områder med blød bund. Den lever i et bælte, der går fra det nordlige Zambia i syd til det sydlige Sudan i nord, men altså kun i sumpe, især papyrus-sumpe som Mabamba Bay Wetlands. I dag lever et sted mellem 5.000 og 8.000 træskonæb i naturen.
Tidligere blev træskonæb regnet for en art stork, men nyere forskning viser, at den tilhører samme gruppe som pelikaner (pelicaniformes). Trækonæbbets nærmeste nulevende slægtning er en anden afrikansk fugl, hammerhoved (hamerkop).











Et vigtigt vådområde
Mabamba Bay er et vådområde om omkring 165 km2 i det nordvestlige hjørne af Victoria søen, ikke langt fra Ugandas hovedstad, Kampala. Det fiskerige område er hjemsted for mere end 300 fuglearter, en del af dem trækfugle i perioden fra oktober til marts.
Som med andre beskyttede områder er det en evig kamp at sikre bevarelsen. Dræning og opdyrkning er en speciel trussel for sumpene ved Victoria søen. En del af den nærliggende Lutembe Bay blev således i 2013 ulovligt tildækket af det multinationale firma Rosebud Flowers, der ville bruge området til blomsterdyrkning.
Turismen i området bidrager til gengæld til bevarelsen af området, fordi det giver en god indtægt til lokalbefolkningen. Det bidrager også til, at den lokale opbakning til at beskytte træskonæbbene er ganske stor – hvor fuglene tidligere blev jaget, fordi de blev regnet for uheldsbringere.
Related Posts

Om Safariland.dk
Jeg hedder Henry Rasmussen. Jeg driver og skriver dette website. Jeg har siden 2012 rejst målrettet efter dyreoplevelser i Afrika, Asien og Europa, og her vil jeg gerne formidle, hvad jeg har oplevet – og inspirere andre til oplevelser for livet. Alle fotos og videoer er © Henry Rasmussen, med mindre andre er krediteret.