Jeg havde vilde hunde på ønskelisten, da jeg i foråret 2015 var i Manyeleti Game Reserve i Greater Kruger området i Sydafrika.
Der kom mange andre spændende dyr på fotolinsen i løbet af de seks dage, jeg var på game drives fra Khika Moya Camp. Men ingen vilde hunde. Den sidste aften var de ved en anden lodge i nærheden. Der var vi bare ikke.
Sådan er det at være på safari. Ønskedyrene dukker ikke op på kommando, men så tager man de oplevelser, der kommer.
Jeg er bare sådan indrettet, at jeg kan blive stædig. Så jeg hoppede på Google, og jeg fandt nogen afrikanske nationalparker og naturreservater, hvor chancen skulle være der for at opleve de vilde hunde – også selv om der i det hele taget ikke er så mange af dem tilbage i det østlige og sydlige Afrika, hvor de lever.
Skuffelser i Tanzania
Der skulle være chancer i det sydlige Tanzania, i det enorme reservat Selous og i nationalparken Ruaha. Turen rev en hel del i lommeforet, men nu skulle de vilde hunde i kassen.
Jeg ankom til lodgen i Selous, og jeg talte med rangeren, der skulle køre. Han ville gerne vide, hvad jeg gerne ville se. Jeg kunne jo godt tænke mig at se vilde hunde. Han smilede lidt forlegent: “Dem har vi ikke set i to år. Vi ved ikke rigtigt hvorfor.”
Nåmen, der var mange andre spændende dyr at se. Blue monkeys der vimsede rundt om mit telt, for eksempel. Løver, elefanter, hyæner, kuduer og alle de andre. Og er var jo også Ruaha.
I Ruaha fortalte jeg den ældre danske dame, der ledede lodgen, at jeg gerne ville se vilde hunde. Hun så alvorlig ud. “Dem har løverne jaget ud. Vi havde dem for nogen år siden, men nu kommer de kun en sjælden gang i regntiden i februar.” Vi var i oktober.
Hjem til tegnebrædtet, og ny research – med den erfaring i bagagen, at man ikke kan stole på det, der står på Internettet.
Forrige
Næste
Held i Madikwe
I Sydafrika var der Madikwe. En ret ny nationalpark på grænsen til Botswana. Og kendt for vilde hunde. Madikwe blev hovedmål for min sommerferie 2016. Seks hele dage i parken.
Første dag konfererede jeg lidt med rangeren Charles, og et par sydafrikanske naturfotografer, jeg i starten skulle dele bil med. Jeg fortalte om mine forhåbninger.
Deres øjne blev lidt vedmodige. “For et par år siden så vi dem altid. Der var tre flokke. Men først så skød vildtplejerne nogen fra, fordi der var for mange. Og så fik de rabies. Der er kun én flok tilbage, og de er sidst set et godt stykke væk.”
Okay så. Med et sæt overtænder solidt begravet i underlæben måtte jeg få det bedste ud af det. Først et par dovne løver og så en leopard i færd med at æde et vortesvin, på den første aften. Det var sådan set også godkendt.
Allerede næste morgen blev det så juleaften i juli. De vilde hunde havde slået sig ned ikke så langt fra lodgen. De småsov, de luntede lidt omkring, de lod sig i ro og mag fotografere. Og jeg var glad.
Mission accomplished. Sådan set.
Gode gensyn og den brune hyæne
Men nu var det de vilde hunde, der var stædige. De slap ikke sådan taget. Samme aften var de på jagt, og vi jagtede efter dem. Og i skumringen havde de nedlagt en impala. Vi blev vidner til måltidet.
På sidstedagen i Madikwe var der endda ekstrapræmie i lotteriet.
Jokeren på ønskelisten var den brune hyæne. Et sært dyr. De fleste safarirejsende i Østafrika og Sydafrika vil nok have oplevet den plettede hyæne. Den brune hyæne er til gengæld temmelig sjælden. Levestederne er begrænsede , og den er en sky enegænger, der er aktiv om natten. Derfor er den svær at få at se.
Og så er den forresten grim som arvesynden. Den ligner nærmest et fortidsmonster med sine lange brune børster. Vi så den glimtvis et par gange i natmørket på de sene game drives, men det var mere end svært at få et anstændigt foto.
Da de vilde hunde viste sig igen den sidste formiddag, godt i gang med at fortære en impala, så dukkede den brune hyæne minsandten op i fuldt daglys. Den lå først og lurede i græsset, men så drev sulten den tættere på.
Hundene så den. Og så var skænderiet i gang. Det blev ikke til rigtigt slagsmål, for det undgår de fleste rovdyr faktisk helst. De skulle jo gerne være hele og raske til den næste jagt. Men der blev truet, hundene hylede og hyænen hvæsede faretruende.
Jeg tror ikke, at hyænen fik meget del i måltidet. Men jeg fik mine billeder, inden vi forlod stedet.
Forrige
Næste
Fakta om den afrikanske vilde hund
Den afrikanske vilde hund kaldes i Danmark nogen gange for hyænehund, selv om den intet har med hyæner at gøre. På engelsk kaldes den ofte for painted dog, på grund at den farverige pels.
Det er ikke en forvildet tamhund, som for eksempel den australske dingo. Den har formentlig samme oprindelse som den asiatiske vildhund, dholen, flere hundrede tusinde år tilbage.
En afrikansk vild gør ikke. Men den kan hyle og knurre som en tamhund. Den lever i flokke på op til 20-25 individer, ledet af en førerhan. Den jager i flok, med meget stor effektivitet, og det er nødvendigt, for flokken skal helst have føde hver dag.
Omkring 90% af jagterne giver succes, primært fordi flokken kan løbe et byttedyr træt. Byttet er oftest mellemstore antiloper og gazeller, for eksempel impalaer, men nogen gange bliver også større dyr nedlagt.
I dag er den afrikanske vildhund en truet dyreart. Dels fordi de naturlige levesteder forsvinder, og lokalbefolkningerne er ikke glade for den. Og dels fordi den i naturparker bliver presset ud af ikke mindst løver. Hvor der er mange løver og plettede hyæner, er der sjældent mange vilde hunde. Og hvor der er overbefolket af elefanter kan det være svært at finde rolige steder at føde unger.
Dyrevenner i USA og Europa kan godt lide løver og elefanter. Hvis nogen skyder en løve, så er fanden løs på Facebook. Og da safarigæster gerne vil se løver og elefanter, bliver de beskyttet og endda boostet i mange nationalparker, også når der er for mange. De vilde hunde er der ikke så mange, der interesserer sig for.
Fakta om den brune hyæne
Den brune hyæne er den mest sjældne art hyæne. Der er mindre end 10.000 individer tilbage. Ligesom den vilde hund bliver den ofte presset ud, hvor der er mange løver, og det sker, at de lidt større plettede hyæner slår den ihjel.
Den lever i et ret begrænset område af det sydvestlige Afrika: Det vestlige Sydafrika, Namibia, Botswana og det sydlige Zimbabwe og Mozambique – steder hvor der er ret tørt, og gerne med lidt klipper, der kan give skygge.
Den lever i små grupper på 4-6 individer, men den ses oftest alene. Og sjældent om dagen. Mens den plettede hyæne ofte selv nedlægger byttedyr, lever den brune hyæne næsten kun af ådsler.
Hyæner bliver ofte beskrevet som en slags hunde. Men de er faktisk tættere beslægtet med katte. De fleste rovdyr blandt pattedyrene kan groft opdeles i caniforms (som hunde, ulve, ræve, sjakaler) og feliforms (som katte og desmerdyr). En hyæne er en feliform.
Her er den brune hyæne i Madikwe:
Forrige
Næste
Facebook Comments
Related Posts
